Hvad er den rigtige smykketråd?

Når du skal lave et smykke er det vigtigt at vælge den rigtige tråd til dit projekt for at opnå det bedst mulige resultat. De forskellige smykketråde har hver deres fordele og ulemper. Her vil vi lave en lille gennemgang af hvordan man kan bruge de forskellige slags smykketråd og hvad deres fordele og ulemper er.

De forskellige slags tråd er opstillet i alfabetisk rækkefølge så du hurtigt kan finde det, du søger.

 

Doublétråd

Denne tråd er, som navnet antyder, dobbelt. Den består af en kerne af messing betrukket med et guldrør. Den er mere resistent end en guldbelagt messingtråd, da guldlaget er tykkere og er sammensmeltet med messingkernen.

Et smykke lavet af doublé tråd kan, alt efter brug, holde sig pænt i rigtig mange år. En anden fordel ved doublétråd er at små mærker fra tænger ikke eksponerer kernen, som med forgyldt sølvtråd, da guldlaget er tykt nok til at kunne tåle en lille smule knubs.

Doublétråd er nemt at arbejde med, båd hvis du laver wirework, men også til ottetaller. Vi har doublétråd i tre tykkelser, så der er til at lave lidt af hvert.

Her kan du købe vores doublé tråd

 

Elastiktråd

Elastiktråd er en tråd, der er billig og god til nybegyndere, til børn og til at lave smykker til ældre mennesker, der har svært ved at håndtere små låse og god til alle, der ikke gider at håndtere små låse.

Elastiktråd er nemt at bruge og kræver meget lidt værktøj. Det eneste du har brug for er en saks, superlim, et lille stykke pap og en knappenål. Se hvordan man gør i vores blogindlæg om elastiktråd.

Ulempen ved elastiktråd kan være at man skal gøre lidt ekstra for at få det til at se rigtig pænt ud, såsom at sørge for at en af perlerne har et ekstra stort hul, man kan skjule knuden i eller bruge en lille knudeskjuler. Elastiksnor kan også blive slapt med tiden og kan have brug for at blive udskiftet med et par års mellemrum eller når man mærker at elastikken er blevet slap.

Vores elastiktråd fås i 0,4 og 0,5 mm i en transparent silikone, hvilket gør at den ikke bliver særlig synlig i dit elastiksmykke.

Hvis du skal lave smykker med tunge sten eller perler på vores elastiktråd er det bedst at føre tråden to gange igennem stenene.

Her kan du finde vores elastiktråd.

 

Fireline

Fireline er et forholdsvis nyt bekendtskab for os i Beadhouse, men vi har forstået at det er elsket af glasperleentusiaster over hele verden.

Fireline er en højteknologisk tynd fiskesnøre lavet med kevlar teknologi (kendt fra punkterfrie cykeldæk), som øger trådens slidstyrke. Den er meget blødere end den almindeligt kendte fiskesnøre. Faktisk minder den meget om en tandtråd, bortset fra at en Fireline er vævet. Trådens blødhed gør også at det er nemt at hæfte ender på den.

Denne tråd bruges til perlevævning, perlesyning og perlebroderi fordi den er tynd, stærk og nem at arbejde med.

I Beadhouse har vi en fireline, der måler 0,08 mm, hvilket gør at den kan gå mange gange igennem perlerne.

Fireline er en rigtig god, stærk tråd og den eneste ulempe kunne være prisen, men i dette tilfælde lever kvaliteten faktisk op til prisen.

 

Fiskesnøre

Fiskesnøre er meget billigt og stærkt og kan især være godt hvis du skal lave en perletaske eller en fingerring, der kræver noget slidstyrke.

Hvis du laver halskæder med fiskesnøre og klemmeperler anbefaler vi at du bruger rørformede klemmeperler, da de gør mindre skade på snoren.

Ulempen ved fiskesnøren kan være at den er meget levende og derfor svær at binde knuder på og hæfte ender på. Man skal være meget omhyggelig med at stramme knuder på fiskesnøre, da de meget gerne vil løsne sig igen grundet snørens fjedrende natur. For at sikre knuden ekstra kan det være en god idé at bruge en dråbe superlim. Tryk lidt superlim ud på et lille stykke pap. Saml en dråbe op med en knappenålsspids, læg det på knuden og lad det tørre.

Hvis du laver en halskæde eller armbånd af fiskesnøre, kan du overveje om knudeskjulere kunne gøre dit smykke endnu flottere.

Find fiskesnøre her.

 

 

Knyttesnor

Knyttesnor er en vævet tråd af nylon. Den er meget slidstærk og farvebestandig og giver sig ikke særlig meget.

Den er god at knytte med da den ikke giver sig og du derved kan bevare stramheden i dit knyttede smykke, rigtig længe. Den kan smeltes i enderne, så de ikke flosser.

Vi er meget stolte af vores knyttesnor, som er en EcoCord, produceret i Italien, af plastflasker. Vi har de fleste farver i 0,8, 1 og 1,5 mm tykkelse i en masse virkelig flotte farver.

Som beskrevet er den også farvebestandig, den kan altså godt tåle masser af sol og strand uden at komme til at se kedelig ud i farven, i flere sæsoner.

Se vores udvalg af EcoCord her

 

 

Lædersnor

Lædersnor er en rigtig stærk snor, som gennem tiderne er afprøvet til alverdens vedhæng om halsen.

Den har et lidt edgy, råt look og fungerer godt til at lave glideknuder med.

 

Messing-/Kobbertråd, forsølvet og forgyldt

Disse typer tråd har ofte en ret tynd belægning af sølv eller guld. De er ret billige, så igen hænger pris og kvalitet sammen.

Hvis du skal lave franske perleblomster er en tråd af forgyldt eller forsølvet kobber/messing perfekt. Der går 3+ meter wire til at lave en perleblomst og perleblomster er ikke udsat for meget slitage. Derfor er disse billigere wirer optimale i dette tilfælde.

Du kan også bruge tråd af forgyldt/forsølvet kobber eller messing til at lave fingerringe med små glasperler med brick stitch teknikken.

Hvis du ellers skal bruge denne slags tråd til at lave smykker med skal du være bevidst om at overfladen har en begrænset holdbarhed, så de er bedst til smykker, der kun skal holde en sæson.

Hvis du mangler billig smykkewire kan du se udvalget her

 

Miyuki perletråd

Miyukis perletråd er tynd og fleksibel som sytråd af 100 % nylon. Dette gør den stærk i forhold til sin tykkelse.

Miyukis perletråd er god til at sy og væve halskæder, armbånd og øreringe af små glasperler med og er særdeles god til at lave frynser med, da den er tilpas blød.

Denne tråd er også god til perlevævning. Hvis du har lyst til at begynde at væve med perler, kan du se vores guide til hvordan man gør, lige her.

Hvis du skal lave tasker af perler eller fingerringe, anbefaler vi at du bruger fiskesnøre eller Fireline, da de er mere slidstærke.

Du kan få Miyuki perletråd i fire farver her.

 

NylonPower perlesnor

NylonPower perlesnor er en snor der er specielt udviklet til at trække ædelsten på. Den består af mange tynde nylonfibre, der er snoet sammen på en måde, der gør den særligt holdbar. Derudover har den en integreret nål, hvilket gør at du ikke skal sidde og bakse med pladsmangel i perlernes huller med en dobbelt tråd på en almindelig nål. 

Hvis du skal omtrække en halskæde eller et armbånd med knuder imellem stenene, er det denne snor du skal bruge.

Den fås i mange forskellige tykkelser. Når du arbejder med perlenylon er det vigtigt at snoren kan gå to gange igennem de yderste huller, så du kan lave en pæn afslutning med fransk wire.

Her kan du se hvordan du opstarter dit arbejde med perlenylon og fransk wire.

Her kan du se hvordan du afslutter dit arbejde med perlenylon og fransk wire.

Skal du lave knuder mellem sten eller perler er det vigtigt at sikre sig at den tykkelse snor man bruger, gør knuden stor nok til at den ikke ryger ind i de omkringliggende perlers huller. Knuderne skal have en størrelse, der holder perlerne på plads. Hvis du har mulighed for det, er det en god idé at teste snoren med perlerne. Lav et hurtigt tjek på om snoren kan gå to gange igennem og hvordan knuder opfører sig sammen med de perler, du har valgt til dit smykkeprojekt.

Du kan også bruge denne snor til at lave enkle små armbånd med perler eller sten på snor med en knyttelukning.

              

Ruskindssnor

Ruskindssnor er mere og mere brugt, ja faktisk direkte trendy lige nu. Det har en medium blødhed og man kan bruge det ved at sætte et vedhæng på det og binde en sløjfe i nakken eller under hagen. Brug et vedhæng fra smykkeskrinnet, lav dit eget eller find et flot vedhæng her

 

 

Ruskindssnor kan, med de rette løsdele også bruges til at lave armbånd af. Vi har et rigt udvalg af løsdele i sterlingsølv, forgyldt sterlingsølv og forgyldt/forsølvet messing. Find det her.

Her er vores udvalg af ruskindssnor

 

Sølvtråd

Sølvtråd er rigtig godt hvis du skal lave smykker med ottetaller eller andet wirework. Tråden er af massivt sølv, så den skifter aldrig farve.

Vær opmærksom på at sølvtråd fås i forskellige hårdheder. Hver hårdhed fjedrer forskelligt. Den hårdeste kan ikke tåle at blive vrikket alt for meget i, så knækker den.

Hvis du laver smykker med ottetaller, er det vigtigt at vurdere hvilken tykkelse tråd der skal til for at stenen/perlen ikke glider ud over viklingerne, men bliver på sin plads midt på ottetallet. Planlæg dit arbejde ved at have styr på f.eks. hulstørrelse på de perler du vil bruge.

Se her hvordan du kan lave dit eget vedhæng med sølvtråd og perler.

I Beadhouse sælger vi den bløde udgave af sølvtråd da den er dejlig nem at arbejde med. Vores sølvtråd er sterlingsølv, det vil sige at renheden af sølvet er 925/1000. De sidste 75/1000 er kobber som tilføjes, da rent sølv er alt for blødt til smykkebrug.

Her kan du finde vores sterlingsølv tråd

 

Tigerwire

Tigerwire er en smykketråd, der er lavet af et antal tynde ståltråde, der bliver snoet og beklædt med nylon. Wiren er designet til at fungere sammen med klemmeperler.

I Beadhouse har vi tigerwire i to kvaliteter. En billig og en lidt dyrere. 

Det er en stærk tråd, der er nem at bruge og den kræver ikke så meget værktøj. Du har brug for en spids fladtang eller en crimp tang til at klemme klemmeperlerne ude i enden for at sætte lås og øsken på dit smykke og en gammel saks til at klippe tråden over med. Da tråden er lavet af stål skal du ikke bruge et stykke værktøj du vil blive ked af bliver ødelagt, til at klippe den over med. Stål er meget hårdt og vil lave mærker i de fleste guldsmedetænger, som er lavet til at arbejde i blødere ædelmetaller med.

En ulempe ved tigerwire kan være at den er meget fjedrende, så hvis man arbejder med meget små, lette perler skal man være forberedt på at smykkerne bliver lidt stive. Det kan jo både være godt og dårligt. Det hele handler om hvordan du bedst muligt opnår det ønskede resultat.

En anden ulempe ved tigerwiren kan være at man skal håndtere den lidt forsigtigt. Hvis den først har fået et buk, går det aldrig væk igen. Du kan godt bruge den bukkede tråd til lidt tungere og større perler, men hvis du bruger små, lette perler, vil de tage form af den bukkede tråd. Hvis din tråd har fået et buk kan du evt. klippe af lige i bukket og bruge de to stykker der kommer ud af det.

Her kan du købe tigerwire, hvis du mangler

 

 


You may also like

Se alle
Example blog post
Example blog post
Example blog post